Online booking er også leadgenerering

Når vi taler leadgenerering er det meget ofte B2B virksomheder vi tænker på. Virksomheder, der skaffer leads eller emner online, for så derefter at “lukke ordren” offline. Men sådan er der mange andre forretninger, der også opererer. Især når vi taler mindre erhvervsdrivende inden for det vi kalder liberale erhverv.

Hver gang du bestiller tid til et eller andet er der tale om leadgenerering. Du har jo ikke købt noget endnu – du afregner først efter du har fået din service – så indtil da er du blot et “lead”. Godt nok et varmt lead, men kun et lead.

Så alle forretninger, der lever af tidsbestilling er i princippet leadgenererings-virksomheder og deres website skal indrettes derefter. Der sælges intet online mod betaling – man skaffer leads via online booking eller lignende.

Lad os tage et eksempel fra en privatpraktiserende psykolog. En psykolog skal være synlig online, når en potentiel klient leder efter hjælp til et bestemt problem og typisk i et givent geografisk område – altså en lokal søgning. Det er det første, der er vigtigt – altså:

1. Synlighed ved søgning i lokalt område

Det betyder at din SEO skal være helt på plads og fungerer. Du skal således have indhold på din website, der modsvarer det, som de enkelte potentielle klienter søger efter. Leder de efter hjælp til “panikangst” – ja så skal din website have en rigtig god side, der omhandler panikangst og hvordan du kan hjælpe dem med at blive behandlet.

Desuden skal du have en god lokal profil på Google My Business og gerne med en masse gode anmeldelser. Det gør at din virksomhed bliver placeret på kortet i Googles lokale søgninger.

Men det er ikke nok at blive fundet i Google og have en masse trafik til din website. Det er kun skridt nummer 1. Det næste, du skal sørge for, er:

2. Få dem til at konvertere

Når du bliver fundet i Google og får en masse trafik til din website skal du også sørge for at få dem til at konvertere. En konvertering er en handling, du gerne vil have de besøgende skal foretage. Altså en booking – enten foretaget via online booking, en kontaktformular eller telefonisk. Men det gør folk ikke bare. De skal overtales eller overbevises om, at du er den rigtige til at løse deres problem. Du skal vinde deres tillid.

Det kan gøres på mange måder, men udtalelser fra tidligere kunder og klienter er noget af det, der virker stærkest. Eller andre troværdighedssymboler og beviser. Er du en restaurant kan det være stjerner i forskellige guides. For nogle er det trustpilot og andre Google anmeldelser eller Facebook reviews. Det vigtigste er, at du virker troværdig, tillidsvækkende og leder folk i retning mod en booking.

Det kan lyde simpelt med kun to råd til flere online bookinger, men det er faktisk det, der skal til.